https://politiken.dk/sport/art7085426/Jeg-f%C3%B8ler-b%C3%A5de-afsky-og-fascination.-For-nu-skal-vi-k%C3%A6mpe-til-det-yderste
What the fuck? Har vi ikke altid skullet kæmpe til det yderste? Æggehoveder med bløde fingre af værste skuffe.
Som jeg ser det så er MMA, sport der er kogt næsten så langt ned til tvekampens grundsubstands som man kan. Personligt så jeg gerne at de smed de fjollede handsker, men det er en anden snak. Alle andre sportsgrene er abstraktioner over samme tema. Kampen mellem den ene og den anden. Den første maraton var en soldat der skulle løbe og bede om hjælp. Sporten har altid haft et element af krig.
Det med at bæstet slippes løs har jeg det også lidt anstrengt med. Det er mit job at arbejde med mennesker der har et meget højt frustrationsniveau, og forholdsvis nemt går i affekt, som vi kalder det. Man bliver ikke bedre til at slås ved at have et raseriudbrud, snarere tværtimod. Det er rigtig at man kan få enorme kræfter, jeg har set en 18 årig mand slå en dørramme løs med håndroden, og der var også en 16 årig på mit gamle arbejde der hev bildøre af når han blev sur. 45 kg knejt, jeg blev lige imponeret hver gang. Men jeg er 100% på at hvis to mennesker der er omtrendt lige store, og lige stærke, kæmper, og den ene er fuldstændig rolig og den anden er afsindigt rasende, så er det den med det kølige overblik der vinder 9 ud af 10.
Jeg undrer mig også over at professoren kalder det en udpræget maskulin kultur og en drengeverden. Det virker lidt som om han ikke ved hvad han taler om, der er mange store profiler i kvindernes MMA. I UFC var der Ronda Rousey, og i det asiatiske ONE FC er der min favoritkæmper Angela Lee, som lige har tabt en titelkamp, i en højere vægtklasse, efter at have vundet de første ni kampe i sin karriere. Det var et helt igennem spektakulært nederlag hvor hun blev bokset ud i femte runde efter at have været sejren så nær i 4. runde hvor hun havde sin kinesiske modstander Xiong Jing Nans hoved og arm, der var bøjet i en helt uhyggelig vinkel, den jernvilje der ligger bag ikke at give op der, ser man ikke sgu ikke i andre sportsgrene. Men et nederlag gør kun en kæmper mere interessant. Hver kæmper er som en fortælling, hvor hver kamp er et kapitel.
Men tilbage til ham professoren, min pointe er at mennesker slås, ikke kun det ene køn. Politikens artikel bærer lidt præg af at de ikke ved hvad de skal synes eller tænke om den her sportsgren så de spørger nogen, og det er også fint at spørge nogen helt udenfra, jeg synes måske bare det ville have været lidt mere nuanceret hvis man havde snakket med nogen indefra også. Der er mange velformulerede mennesker i dansk MMA.
Kommentarer
Send en kommentar