Gå videre til hovedindholdet

Transport og kærlighed

Oh yeah! I says yippikay aye ay ay! Der er virkelig sket noget på transportfronten herhjemme. Først fik Ivan en ny brugt cykel. Vi fandt en solid brugt cykel, gul og med patina, malede den sort, og satte lås på, og nu har han sit "sorte monster." I går skrev jeg under på slutseddlen til vores nye familiebil. En stationcar med tagbøjler. Jeg overvejer lidt om jeg skal begynde at kajakke...

Vi har været ude og prøve en masse biler, en Dacia Logan, en Seat Toledo, en Nissan Pulsar. Det kunne godt have blevet Seat'en men den blev solgt lige for næsen af os. Det er okay for den som vi nu har skrevet under på er næsten sprit ny, 44000 km, og den har samme miljøafgift som Colten, går længere på literen og har 15 hestekræfter mere plus at der er plads til klapvogn og al det der. Det der rigtig gjorde det for mig var sædet som var vildt godt, og så at den var meget afstressende at køre i. Selvom jeg aldrig havde kørt den før så kunne jeg få alt til at virke fra hvor jeg sad næsten ude at kigge. Og så har den touchskærm med en navi dame, hun lød lidt mere tantet end hende fra google, men hun var god til at vise vej.

Jeg venter med at hive sløret af hvad det er for en til jeg står med nøglerne og reg. attesten i hånden, men jeg er meget begejstret. Det bliver sjovt at se hvad vi kommer til at kalde den.

Nu har jeg fri indtil tirsdag aften hvor jeg skal på en intro et nyt sted, det er sammen med en kollega som jeg holder meget af, men som arbejder i en anden afdeling i Greve.

Ivan er syg med ondt i halsen, så han kommer nok ikke til judo stævne i morgen. Jeg håber lidt at jeg kan få flettet lidt jiu-jitsu ind i denne her weekend. Jeg skulle have rullet med et pauseholdende lilla bælte, som jeg mødte i judoklubben, og som også keder sig når børnene tumler rundt og judoer den, og så skulle jeg arbejde de næste to lørdage i træk så det er ikke blevet noget indtil videre. Ellers en super win-win for begge parter.

Men ellers er jeg så dunhamrende lykkelig. Min datter er det smukkeste væsen jeg har mødt. Hun møder mig altid med det dejligste sjælesmeltende smil, og hendes pludren er som den skønneste fuglesang. Før hun blev født var jeg lidt nervøs for om jeg ville have kærlighed nok. Kan man elske begge sine børn lige meget, Sofies valg og al det der. Men der er slet ikke nogen tvivl. Hun kigger bare på mig. Er så glad for at vi fik et barn mere. Jeg kan slet ikke huske Ivan som baby medmindre jeg kigger billeder eller video. Nu er han den her store dreng med sine egne holdninger og præferancer.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hvil i fred min kære ven

Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg havde en nagende fornemmelse af at spøgelset på Hillerød 16 var et ondt varsel. I fredags fandt jeg ud af hvad varslet var. På samme tid som jeg ser personen i vejkanten, så ringer en af mine tætteste venner fra min barndom til 1813 fordi han har smerter i brystet. Han dør på hospitalet en uge senere, han var ligesom mig 39 år.

Vi havde kendt hinanden siden 7.ende klasse, hvor jeg skiftede fra en friskole ind til folkeskolen. Han sad et bord foran mig den første skoledag. Så snart læren havde givet lov satte jeg mig ved siden af ham. Vi var begge store tegneseriefans. Senere spillede vi rollespil. Jeg boede hos ham ganske kort efter gymnasiet. Han havde en masse dyr. Jeg kan huske en gang, blev vi nødt til at sove på samme værelse, han havde tit overnattende gæster, og så havde han to flyvende hunde i bur. Jeg sov virkelig dårligt. De fløj hele tiden fra den ene ende af buret til den anden, så sked de lidt, så fløj de videre.

Da jeg boede i Aalborg…

Spøgelse på rute 16?

Det mest uhyggelig jeg har oplevet var her i tordags. Jeg kørte hjem fra arbejde i Hillerød, kl. var lidt over 22.00. Det var i starten af den strækning hvor man må køre 110 km/t, og så ser jeg en person der står på autoværnet med ryggen til vejen. Jeg stopper bilen og sætter katastrofeblinket til. Der er helt sort undtagen når der kører en bil forbi. Jeg har bare min telefon, og jeg har ikke den der app mere med lygte i. Det er ikke til at beregne hvor det var, jeg kan se at der er 4-5m ned og der er nogle s-togsspor 10-20 meter væk. Jeg kalder men der er ikke noget svar. Jeg bliver ret utryg ved at være i nødsporet, når bilerne kører forbi kommer der sådan et lufttryk. Jeg går tilbage til min bil og ringer til myndighederne. De ville ikke gøre noget ved det. Fair nok.

I går kørte jeg forbi det i dagslys. Jeg kunne se at jeg slet ikke har været i nærheden af der hvor han har stået, jeg er kørt langt forbi. Den nat kørte jeg 110. Man bevæger sig langt med den fart. Frida mener at det …

jul med forstuvet knæ

Det har været en rigtig dejlig juleaften i går. Jul er cool synes jeg. Der var engang jeg ikke kunne lide det, og synes det var lidt en belastning, men Ivans entusiasme er meget smittende. Jeg var så uheldig at forstuve mit knæ lillejuleaftensdag, så alt er forgået i snegle tempo, men det lykkedes mig at lave julemaden fuldstændig on fleek.

Jeg var nede og træne og rullede med en jeg ikke kendte så godt. Jeg fik ryggen og han tappede fordi jeg havde benene rundt om ham i en bodytriangel, og det var ikke lige den submission jeg havde ønsket i julegave, så da jeg fik ryggen igen koncentrerede jeg mig om at få fat i hans krave så jeg kunne lave en flitsbue, og så glemte jeg alt om mine fødder, og så de blevet krysset og han får dem i en fodlås, jeg når lige at tænke at den fodlås ikke sidder så godt og jeg sagtens kan komme fri, og så kommer der sådan en mudret ploppende lyd, og så gør det nas! Og der skal købes ind, hentes juletræ, mor skal hentes osv. fårk!

Men det blev alligevel jul, …