Gå videre til hovedindholdet

Hvis ikke der var så mange indvandrere på Amager, så ville der slet ikke være nogen der snakkede med hinanden i fitnessworld.

Det er et år siden jeg startede den her blog. Hurra! Det er lidt noget andet end at skrive anonymt, det bliver meget mindre ufiltreret. Sådan må det være.

Her den anden dag fortalte Ivan om en video han gerne ville se på youtube. Selvom jeg ikke er den store fan vidste jeg med det samme hvad det var for en det drejede sig om. Thriller med Michael Jackson. Så så vi nogle andre videoer, og her i går så han en nyere en. "Han ligner jo ikke sig selv." "Nej, det er rigtigt. Sådan er det nogen gange, c'est la vie min søn."

Jeg har i år, som noget nyt, et nytårsforsæt. Jeg vil prøve at bande noget mindre. Det kommer sig af mit knæ, juleaften var vi i kirke, og jeg havde ikke fået købt smertestillende piller. "Av, for Satan!" sådan med halv høj hviske stemme. Det var lidt pinligt, meget faktisk. Men det er som om at når det gør rigtig ondt, så virker Søren, for den da, og andre udtryk ikke. Så er det kun Satan der dur...

Apropos mit knæ, så synes jeg at fremskridtet er gået lidt i stå. Jeg kan stort set strække det ud uden smerter, men jeg kan stadig ikke komme ned i skovskider stilling. Jeg er blevet rigtig glad for styrketræning, og mit lokale center, men hvor er det vildt så dårlige etniske danskere er til at snakke med hinanden. Hvis ikke der var så mange indvandrere på Amager, så ville der slet ikke være nogen der snakkede med hinanden i fitnessworld.

Ellers er det her barsel, en værre arbejdsferie. Jeg har taget skab ned, været på sydsjælland og købe puslebord og seng. Jeg er et enmandsflyttefirma. Jeg bruger egypternes princip med at sætte de tunge ting på noget glat og så skubbe i stedet for at løfte. Anytime now, jeg er mega spændt på at sige hej til min datter...



Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hvil i fred min kære ven

Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg havde en nagende fornemmelse af at spøgelset på Hillerød 16 var et ondt varsel. I fredags fandt jeg ud af hvad varslet var. På samme tid som jeg ser personen i vejkanten, så ringer en af mine tætteste venner fra min barndom til 1813 fordi han har smerter i brystet. Han dør på hospitalet en uge senere, han var ligesom mig 39 år.

Vi havde kendt hinanden siden 7.ende klasse, hvor jeg skiftede fra en friskole ind til folkeskolen. Han sad et bord foran mig den første skoledag. Så snart læren havde givet lov satte jeg mig ved siden af ham. Vi var begge store tegneseriefans. Senere spillede vi rollespil. Jeg boede hos ham ganske kort efter gymnasiet. Han havde en masse dyr. Jeg kan huske en gang, blev vi nødt til at sove på samme værelse, han havde tit overnattende gæster, og så havde han to flyvende hunde i bur. Jeg sov virkelig dårligt. De fløj hele tiden fra den ene ende af buret til den anden, så sked de lidt, så fløj de videre.

Da jeg boede i Aalborg…

Op og slås

til firmaets sommerfest. Som ellers var rigtig sprød. Det var på et skib der lå ved kaj, og der var kun et toilet hvor døren ikke kunne lukkes. Hele aftenen pisser jeg ud over rælingen, og overlader lokummet til damerne, men efter midnat blir jeg doven. Så det undrer mig meget at døren ikke vil gå op. Jeg konkluderer at døren binder. Der var fri bar og jeg har drukket rom siden kl 21. Så jeg giver døren et rigtig fint front kick. Som en trold af en æske kommer der en ud fra toilettet og slår ud efter mig med venstre. Jeg blokerer slaget med højre underarm, men det er så kraftigt at jeg ryger ned, og han ryger med, og jeg får et slag på højre kæbe, så kommer en kollega og skubber ham væk. Jeg er helt vildt sur og vil melde ham til politiet. Jeg går med en anden kollega på en bar i Nyhavn, han har en vild humor så mit humør er faktisk rigtig godt trods alt da jeg vender næsen hjem.

Næste dag er jeg til judo med Ivan og ruller med min nabo. Jeg er stadig sur, men kommer til at tænke på a…

Spøgelse på rute 16?

Det mest uhyggelig jeg har oplevet var her i tordags. Jeg kørte hjem fra arbejde i Hillerød, kl. var lidt over 22.00. Det var i starten af den strækning hvor man må køre 110 km/t, og så ser jeg en person der står på autoværnet med ryggen til vejen. Jeg stopper bilen og sætter katastrofeblinket til. Der er helt sort undtagen når der kører en bil forbi. Jeg har bare min telefon, og jeg har ikke den der app mere med lygte i. Det er ikke til at beregne hvor det var, jeg kan se at der er 4-5m ned og der er nogle s-togsspor 10-20 meter væk. Jeg kalder men der er ikke noget svar. Jeg bliver ret utryg ved at være i nødsporet, når bilerne kører forbi kommer der sådan et lufttryk. Jeg går tilbage til min bil og ringer til myndighederne. De ville ikke gøre noget ved det. Fair nok.

I går kørte jeg forbi det i dagslys. Jeg kunne se at jeg slet ikke har været i nærheden af der hvor han har stået, jeg er kørt langt forbi. Den nat kørte jeg 110. Man bevæger sig langt med den fart. Frida mener at det …