Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg havde en nagende fornemmelse af at spøgelset på Hillerød 16 var et ondt varsel. I fredags fandt jeg ud af hvad varslet var. På samme tid som jeg ser personen i vejkanten, så ringer en af mine tætteste venner fra min barndom til 1813 fordi han har smerter i brystet. Han dør på hospitalet en uge senere, han var ligesom mig 39 år.
Vi havde kendt hinanden siden 7.ende klasse, hvor jeg skiftede fra en friskole ind til folkeskolen. Han sad et bord foran mig den første skoledag. Så snart læren havde givet lov satte jeg mig ved siden af ham. Vi var begge store tegneseriefans. Senere spillede vi rollespil. Jeg boede hos ham ganske kort efter gymnasiet. Han havde en masse dyr. Jeg kan huske en gang, blev vi nødt til at sove på samme værelse, han havde tit overnattende gæster, og så havde han to flyvende hunde i bur. Jeg sov virkelig dårligt. De fløj hele tiden fra den ene ende af buret til den anden, så sked de lidt, så fløj de videre.
Da jeg boede i Aalborg havde vi en uoverenstemmelse som jeg aldrig fandt ud af hvad gik ud på. I et par år snakkede vi ikke sammen, men han genoptog kontakten. Sidste sommer besøgte han mig i Holstebro, han hjalp mig med at skifte tændrør på Camaroen, og vi rullede lidt jiu-jitsu for sjov. Han havde en god guillotine som jeg ikke tappede til, men heller ikke kunne komme ud af, og ellers så kunne han ikke så meget pga. dårlig kondi, men vi havde det sjovt. Han var plaget. Han var begyndt at høre stemmer, og var blevet førtidspensionist. Men trods alt det havde han stadig sin fede humor. Vi tjattede tit sent om aftenen på messenger, og hver gang var jeg ved at dø af grin. Jeg døde ikke. Det gjorde du, hvil i fred min kære ven.
Puha, det gør mig ondt.
SvarSlet