Gå videre til hovedindholdet

Hvil i fred min kære ven


Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg havde en nagende fornemmelse af at spøgelset på Hillerød 16 var et ondt varsel. I fredags fandt jeg ud af hvad varslet var. På samme tid som jeg ser personen i vejkanten, så ringer en af mine tætteste venner fra min barndom til 1813 fordi han har smerter i brystet. Han dør på hospitalet en uge senere, han var ligesom mig 39 år.

Vi havde kendt hinanden siden 7.ende klasse, hvor jeg skiftede fra en friskole ind til folkeskolen. Han sad et bord foran mig den første skoledag. Så snart læren havde givet lov satte jeg mig ved siden af ham. Vi var begge store tegneseriefans. Senere spillede vi rollespil. Jeg boede hos ham ganske kort efter gymnasiet. Han havde en masse dyr. Jeg kan huske en gang, blev vi nødt til at sove på samme værelse, han havde tit overnattende gæster, og så havde han to flyvende hunde i bur. Jeg sov virkelig dårligt. De fløj hele tiden fra den ene ende af buret til den anden, så sked de lidt, så fløj de videre.

Da jeg boede i Aalborg havde vi en uoverenstemmelse som jeg aldrig fandt ud af hvad gik ud på. I et par år snakkede vi ikke sammen, men han genoptog kontakten. Sidste sommer besøgte han mig i Holstebro, han hjalp mig med at skifte tændrør på Camaroen, og vi rullede lidt jiu-jitsu for sjov. Han havde en god guillotine som jeg ikke tappede til, men heller ikke kunne komme ud af, og ellers så kunne han ikke så meget pga. dårlig kondi, men vi havde det sjovt. Han var plaget. Han var begyndt at høre stemmer, og var blevet førtidspensionist. Men trods alt det havde han stadig sin fede humor. Vi tjattede tit sent om aftenen på messenger, og hver gang var jeg ved at dø af grin. Jeg døde ikke. Det gjorde du, hvil i fred min kære ven.



Kommentarer

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Spøgelse på rute 16?

Det mest uhyggelig jeg har oplevet var her i tordags. Jeg kørte hjem fra arbejde i Hillerød, kl. var lidt over 22.00. Det var i starten af den strækning hvor man må køre 110 km/t, og så ser jeg en person der står på autoværnet med ryggen til vejen. Jeg stopper bilen og sætter katastrofeblinket til. Der er helt sort undtagen når der kører en bil forbi. Jeg har bare min telefon, og jeg har ikke den der app mere med lygte i. Det er ikke til at beregne hvor det var, jeg kan se at der er 4-5m ned og der er nogle s-togsspor 10-20 meter væk. Jeg kalder men der er ikke noget svar. Jeg bliver ret utryg ved at være i nødsporet, når bilerne kører forbi kommer der sådan et lufttryk. Jeg går tilbage til min bil og ringer til myndighederne. De ville ikke gøre noget ved det. Fair nok.

I går kørte jeg forbi det i dagslys. Jeg kunne se at jeg slet ikke har været i nærheden af der hvor han har stået, jeg er kørt langt forbi. Den nat kørte jeg 110. Man bevæger sig langt med den fart. Frida mener at det …

jul med forstuvet knæ

Det har været en rigtig dejlig juleaften i går. Jul er cool synes jeg. Der var engang jeg ikke kunne lide det, og synes det var lidt en belastning, men Ivans entusiasme er meget smittende. Jeg var så uheldig at forstuve mit knæ lillejuleaftensdag, så alt er forgået i snegle tempo, men det lykkedes mig at lave julemaden fuldstændig on fleek.

Jeg var nede og træne og rullede med en jeg ikke kendte så godt. Jeg fik ryggen og han tappede fordi jeg havde benene rundt om ham i en bodytriangel, og det var ikke lige den submission jeg havde ønsket i julegave, så da jeg fik ryggen igen koncentrerede jeg mig om at få fat i hans krave så jeg kunne lave en flitsbue, og så glemte jeg alt om mine fødder, og så de blevet krysset og han får dem i en fodlås, jeg når lige at tænke at den fodlås ikke sidder så godt og jeg sagtens kan komme fri, og så kommer der sådan en mudret ploppende lyd, og så gør det nas! Og der skal købes ind, hentes juletræ, mor skal hentes osv. fårk!

Men det blev alligevel jul, …